Langelinieparken

<

Nytårshilsen fra Bestyrelsen02-01-2025 - 17:19

Nytårshilsen LLP 2024 - 25

 

Kære beboere

 

Bestyrelsens nytårshilsen indeholder denne gang en kort orientering om ejerforeningens seneste aktiviteter før årsskiftet. Det har været et travlt år for bestyrelsen med både store og små projekter, men heldigvis fungerer arbejdet i bestyrelsen godt. Vi ved allerede nu, at det nye år også vil byde på nye udfordringer, som vi må tage i prioriteret rækkefølge. Der er stadig større byggetekniske projekter, som trænger sig på, opgaver der vil blive prioriteret højt af hensyn til ejendommens sikkerhed og sundhed. Bestyrelsens hensigt er naturligvis, at den generelle kvalitet i driften opretholdes i det nye år.

 

Udendørs projekter

Som bestyrelsen redegjorde for i august, har det været et større projekt at ”klimasikre” facaden mod skoven og renovere hele drænsystemet omkring ejendommen. Vi forudså, at arbejdet kunne afsluttes sidst på sommeren, men vi nåede næsten ind i vintermånederne, før der endeligt kunne sættes punktum for arbejdet. Til gengæld kan vi allerede nu, se gode resultater i form af mindre eller intet vand centrale steder i og uden for byggeriet.

 

Ud over ”byggerodet” mod nord, kunne vi glæde os over, hvor flot de øvrige udenomsarealer præsenterer sig over sommer og efterår med mange blomster, velholdte bede og robotklippet græs.

Vi har desværre måttet erfare, at ”det skæve træ” mellem de to bygninger ikke kan rettes op. Det er et fint lille træ, så vi lader det stå indtil videre. Måske det får sit eget liv, som ”Det skæve træ i Langelinieparken”.

 

Farlige vinduesbeslag

På trods af, at vi for kort tide siden fik efterset og smurt vores vinduer, har vi igen haft problemer med de vendbare vinduer. For tredje gang faldt et af den type vinduer ud af sit hængsel og hang faretruende ud af rammen, tæt ved udgangsdøren i hjørnet i Skovbygningen. Heldigvis lykkedes det, at sikre vinduet midlertidig, indtil vi kunne skaffe en lift og geninstallere vinduet i nye beslag.

I bestyrelsen er vi kommet til den erkendelse, at det er nødvendigt at gøre noget proaktivt, for at forhindre at et vindue falder ned og gør skade på noget eller nogen. Da vi havde entreret med en lift og de relevante håndværkere, skiftede vi alle beslag i det berørte lodrette vinduesbånd i samme arbejdsgang.

Desværre er der en del af denne type vinduer i ejendommen, derfor ligger der en større opgave foran os, før vi har sikret dem alle.

 

Affaldssortering og (u-)løst affald

Det kommunale affaldssorterings system har været, og er stadigt, en udfordring. Heldigvis har alle vist stor ansvarlighed og Torben ydet en stor indsats for at får vort systemet til at fungere efter Kredsløbs’ system. Det er ikke helt ligetil at time systemet, så containerne ikke står unødvendigt længe uden for porten før afhentning og efter tømning - eller at foregribe overfyldte containere. Derfor er det vigtigt, at vi alle viser forståelse og løser de dele af opgave vi kan. Det er f.eks. ikke OK at stille affaldsposer oven på eller ved siden af en fyldt container, hvilket vi desværre stadig oplever. Vi er nødt til at understrege, at det hverken er bestyrelsens eller Torbens opgave at håndtere beboernes affaldsposer.

 

Det sociale

Det sociale liv i Parken har haft gode kår i det forløbne år. Aktiviteter som fredagsbaren (som dog til stadighed kan bruge nye arrangører), korsang, yoga og gymnastik kører på skinner, til stor fornøjelse for mange af vores beboere. Vores fælleslokaler viser sig, at have stor betydning for vores sociale samvær i ejendommen, så dem skal vi værne om og glæde os over.

Vores (knapt så travle) billardbord har nu fået selskab af et bordtennisbord, som alle kan benytte sig af. Det skal blot køres op fra garderoben og det bliver spændende at se, hvor mange mesterskaber, der bliver arrangeret fremover.

 

Velkommen til de nye

Der er igen kommet nye ejere til ejendommen i det forløbne år - og et stort velkommen til dem. Her i vinter har vi endda fået en 3. generationsejer! Det siger naturligvis noget om ejendommens alder, men det siger også noget om ejendommens tiltrækningskraft og kvaliteter. Vi håber naturligvis, at alle tager godt imod vores nye naboer samt at de ønsker at tage del i fællesskabet, måske endda initiere nye aktiviteter.

 

Godt nytår

Alt i alt synes vi, at det har været et godt år i Parken og vi ønsker alle et godt og begivenhedsrigt nyt år i 2025.

 

Mvh

Bestyrelsen

 

Se alle nyheder <